Vilde Talenter, udgivet i 1932, er den fjerde og sidste bog af forfatteren Charles Hoy Fort, kendt for sit forfatterskab om det paranormale.
Ligesom Forts tidligere bog, Lo!, beskæftiger Vilde Talenter sig med en lang række fænomener. Hans skrivestil og sans for selvironisk humor er fremtrædende, især i afsnittet om hans egne påståede psykiske oplevelser.
Ved at fortælle om en lang række mærkelige fænomener ser Fort stort set bort fra sin tidligere teleporteringsteori eller inkorporerer den i det mindste i sin denne bog. I stedet for en vag "kosmisk spøgefugl" som han postulerede i sine tidligere bøger, er ansvaret for disse hændelser nogle sære kræfter der opstår i det menneskelige sind. De kan ikke udvikles naturligt, men er der som en slags tilbagevenden til urtiden.
Fort diskuterer mange emner, han har berørt før, dog generelt mere detaljeret her end i hans andre bøger - poltergeister, spontan menneskelig forbrænding, dyrelemlæstelser, vampyrer og poltergeister - sammen med mange formodede tilfælde af psykokinese og evnen til at kontrollere ens omgivelser. Hans tese er at mennesket i urtiden havde brug for sådanne ekstraordinære kræfter for at overleve i de barske og truende omgivelser, og at alle mennesker potentielt kan udvikle disse kræfter hvis de - bogstaveligt talt - sætter sig ind i dem. Han udforsker også påståede tilfælde af hekseri og mord ad mental vej, og kompilerer en imponerende liste over "okkult kriminologi" (folk der tilsyneladende bliver myrdet under særegne eller uforklarlige omstændigheder) til støtte for sine teorier. Han angriber også den generelle følelse af tabu, som han føler forhindrer vilde talenter i at blive accepteret, og antyder at sådanne "talenter" ville blive accepteret hvis videnskaben ville tage dem højtideligt.
Fort leger også med ideen om at mennesker er i stand til at forvandle sig til dyr efter behag, og han nævner en række tilfælde af varulve og andre lignende væsener. Han afviser også henkastet (og ganske humoristisk) i et kapitel rapporter om en talende hund, der "forsvandt i en tynd, grønlig tåge", fordi det efter hans opfattelse var en ekstraordinær begivenhed, og han beskæftiger sig kun med ganske almindelige hændelser.
Fort nævner med et glimt i øjet en påstået psykisk hændelse der skete for ham og hans familie, hvor han forestillede sig at et billede i hans hus faldt ned fra væggen - og det skete!
