Nærved stranden har jorden den tætte bølgen som af små sandrevler, der har tumlet sig imellem hverandre, inden de fandt leje.
Det er ellers god, fast muldjord. Men agrene går opad bakke og nedad bakke stadig med disse kække småhop og kælne fald, og ind imellem hverandre går de som et eneste stort felt, kun mangedelt af forskellige farver. Der er ingen hegn, kun et enkelt gammelt gærde bryder sin græsklædte ryg op over vangene, hvori muldets lysgrå og græssets grønne, den nypløjede marks sortbrune og sædens gullige farver til sine årstider spiller op mod den blå himmel. Men imellem agrene står skellenes blege høje græs og stridige bynker og burretræer, der langsomt duver for vinden.
Disse skel bliver år for år højere. De gror opad, de fyldes med sankesten fra marken, græsset gror over stenene, og de største grønnes af mos. Skellenes faste og fine streger vandrer og følger vangens bølgen, stigende, dalende – jævnt og enigt om tingen.
Inde i vangene, under skråninger og skel er der mange små kær og gamle halvtilgroede kildevæld. Det brune vand er diset som skumle dybder. Frøerne plasker mellem vandplanter, højt græs kranser kæret. Store siv og dunhammer danner skove ved brinken.
