Whitechapel var indtil 1888 kendt af enhver, der havde været i London, som et usselt og elendigt fattigkvarter, der lå umiddelbart østen for det store, rige forretningscentrum: City.
Den rejsende undgik endnu Whitechapel, dets smuds, dets pak, dets elendighed og dets farer.
De, der vovede sig derind om natten under politiledsagelse, gav frygtelige beskrivelser fra kæmpebyens mørke fastland, i hvilket man ved siden af den engelske proletar traf kinesere og malajer, kreolere og negre, sømænd fra alle verdens lande, der kom drivende op fra Themsens skibe og de store dokker ofte kun for en nat, ofte berusede og med penge på lommen, penge, der skulde springe i den nat, hvorefter den afblankede ejermand døddrukken dinglede ombord på sit skib for at forsvinde i morgenens tåge.
