Det var en stille søndag i efteråret, mod sidstningen af August den Andens regeringstid, da Theodor Hirschberger med en vadsæk på ryggen, klædt som en rejsende student, vandrede fra Neustadt over Elbbroen ind i det egentlige Dresden. Solen nærmede sig allerede til horisonten, og den forbi-ilende flod glimtede gylden i aftenglansen. På begge sider af Elbbroen stod bænke for fodgængere; på en af disse bænke satte Theodor sig og lod sin vadsæk nedglide ved sin fod, idet han betragtede den for ham ubekendte by og lyttede til klokkerne, der lød fra de omkringliggende tårne. Pludselig afbrødes den ensformige lyd af et mægtigt sangværk, der klang fra den nyligt opbyggede Mariakirke, og som den gang tonede prægtigt, skønt det i senere tider ikke mere høres. Uagtet det stive og mekaniske i dette spil, hvilket lettelig trætter, når det oftere høres, så vidste dog de i forskellige toner klingende metaltunger højt i luften at opføre en musik, der ikke kunne forfejle sin virkning på den, der, lig Theodor, for første gang lyttede dertil. Han lænede sig tilbage på bænken, mens klokkespillet snart tonede stærkere, snart syntes at hendø og forsvinde; men når sangværket havde tiet en stund, hørtes pludselig igen et par stærke klokkeslag, til hvilke et nyt musikstykke knyttede sig; mangfoldige toner rev sig da på ny løs fra metallet og vuggede sig igennem luften. Dette spil varede næsten en time, da klang endelig tre stærke akkorder, der sluttede det hele. Theodor blev endnu nogle øjeblikke siddende, uvis om det ville begynde igen; ja al denne klang forekom ham næsten som en røst, der i dunkle ord varslede om tilkommende hændelser, og ligesom de fjernere klokkers ensformige lyd kun syntes at stemme overens med det almindelige menneskelivs jævne gang, så vakte de afvekslende toner fra det nærliggende sangværk en anelse hos ham om en eventyrlig fremtid, der ventede ham selv; men hvad han således oplevede i sit indre, var han dog kort efter lige så lidt i stand til at aflægge regnskab for, som vi ofte om morgenen er i stand til at huske, hvad der noget tidligere i drømme på det stærkeste har grebet vor sjæl.
