Selvom kalenderen sagde sommer, var dagen mørk, kold og regnfuld. Jeg havde brugt formiddagen på at pakke vores mest nødvendige ting, og da jeg endelig var færdig, pakkede jeg Alberte i klapvognen, gik ud ad døren og lukkede den bagved os for sidste gang.
Jeg havde ringet efter min far, som ville komme og hente os.
Nu var det slut med alkohol, vold, ydmygelser og hvad jeg ellers havde levet med de sidste mange år.
Et nyt liv ventede, og i det sekund jeg fik øje på min far, som kom os i møde, brød solen frem, regnen stoppede og dagen blev lys og varm.
Jeg mærkede, hvordan mine skuldre slappede af for første gang i lang tid.
Nu var vi i sikkerhed.
