"Hurra!" – Det er virkelig et hurra, men det klinger ikke af dagligdags velvære og tilfredshed. Det har et underlig højtideligt, næsten dystert tonefald som et langt, dybt befrielsens suk fra et indestængt, forpint bryst, der i et tungt drag ånder hele sin smerte ud.
"Hurra!" – Det er fangerne fra tugthuset, der nu en snes stykker i tallet, under bevogtning af to mørkklædte opsynsmænd, hilser den lille hedehytte, i hvilken de i sommer skal arbejde. – Der er tavshed over lyngens violette havflade, gennem hvilken kun en opskræmt hare sætter i spring, eller urkokken skogrer. Der er tavshed mellem disse højtidelige, forventningsfulde mennesker, hvis ansigt er blegt, og hvis bryst overvældes af arbejdet med at indsuge den friske luft.
